Ny kaffebar med hygge på menuen

/Ny kaffebar med hygge på menuen
Ny kaffebar med hygge på menuen 2017-10-10T14:45:47+00:00

Capu – Din kaffebar i METROPOL ShoppingCenter
byder på kaffeoplevelser ud over det sædvanlige

– En af vores kunder sad her en dag i fire-fem timer. Det er vist rekorden og egentlig blot et signal om, at kunderne har taget den hygge til sig, som er en del af vores DNA.
Andreas Ydesen smiler, og det har han god grund til, for Capu – Din kaffebar i METROPOL ShoppingCenter er kommet forrygende fra land, og han og
kæresten, Stephanie Sørensen, der er daglig leder og medejer, har allerede store planer.

Friskbrygget kvalitetskaffe
– Capulus betyder kaffe på latin. Vi valgte den lidt mere mundrette forkortelse til vores kaffebar, hvor kunderne kan nyde friskbrygget kvalitetskaffe i mange afskygninger, lige som the og cacao selvfølgelig også er en mulighed for dem, der ikke drikker kaffe, gør Andreas Ydesen opmærksom på.
Udover kaffe i mange varianter er det også muligt at stille den lille sult med lækre italienske paninier. Det kan være den klassiske med mozarella, udgaven med parmaskinke eller den med italiensk salami. Desuden tilbyder kaffebarens personale forskellige slags kage og boller. Endelig byder Capu på kolde drikke, både med afsæt i kaffe og økologisk saft eller vand.

Populært og hypet
– Kaffebaren er jo et gammelt begreb, som i mange år var gledet ud af vores hverdag, men nu er kaffe igen blevet populært og hypet. Mange har en glødende interesse for kaffe og går lige så meget op i kaffe, som andre gør i vin. Tendensen er vokset frem mange steder i landet, og vi syntes, at tiden måtte være inde til, at METROPOL ShoppinCenter også fik en rigtig kaffebar. Mange af vores kunder siger, at de har savnet en kaffebar som vores.

Hyggeligt frirum
Capu er en mulighed for at finde et frirum på shoppingturen og lidt væk fra trængslen i METROPOL ShoppingCenter, hvis det er det, man vil. Idéen var at skabe en atmosfære, hvor gæsterne kan hygge sig og slappe af. For dem der gerne vil følge med i livet i centret, står der et bord tæt ved indgangen, men jo længere gæsterne kommer væk fra gangarealet, jo mere bliver de afskærmet, og i den inderste hyggekrog kan de endda sidde helt uforstyrret. Og de er velkommen til at blive, så længe de har lyst.
Kaffebaren er meget bevidst holdt i mørke nuancer, som er med til at understøtte den hyggelige atmosfære.

Planer
Capu er unik og indrettet fuldstændigt efter vores egne idéer. Nogle af møblerne er således fremstillet specielt til os af en møbelsnedker i Aalborg. Vi åbnede den 15. juli, lige midt i sommerferien, og de første uger har været forrygende med masser af besøgende. Mange er allerede blevet stamkunder, nogle kommer endda hver dag, så vi har da talt om muligheden for eventuelt at udvide konceptet, i første omgang til andre byer i Nordjylland men i princippet behøver vi jo ikke begrænse os til Nordjylland, siger Andreas Ydesen, som dog i første omgang har fokus på udviklingen af Capu i METROPOL ShoppingCenter.
Foruden Stephanie Sørensen er yderligere fire på lønningslisten i Capu – Din Kaffebar.

“Vi syntes, at tiden måtte være inde til,
at METROPOL ShoppingCenter også fik en rigtig kaffebar”
Andreas Ydesen, medejer af Capu – Din Kaffebar