Bestil og hent i Kvickly

/Bestil og hent i Kvickly
Bestil og hent i Kvickly 2017-04-03T12:35:45+00:00

Bestil og Hent hitter i Kvickly

Supermarkedet i METROPOL ShoppingCenter har på rekordtid fået stor succes med nyt koncept

De fleste af os synes, at vi har en hektisk hverdag, og at stå i kø sammen med en masse andre travle kunder er måske ikke det, vi prioriterer højest, inden vi skal hygge os med familien eller sammen med gode venner.

Kvickly i METROPOL ShoppingCenter har løsningen: Bestil og Hent.

– Som et af de første Kvickly-varehuse i Danmark lancerede vi vores egen, lokale hjemmeside umiddelbart før jul sidste år. Her kan kunderne i ro og mag sidde hjemme i sofaen og bestille weekendmenuer, pålægskagemand, kagen til fødselsdagen osv. for efterfølgende blot at møde op i varehuset, betale og hente de bestilte varer. Lettere og hurtigere kan det ikke gøres, og kunderne har i den grad taget godt imod konceptet. Kvickly i METROPOL ShoppingCenter har fået en drømmestart på konceptet. Vi er således det varehus i Danmark, der har opnået den største omsætning med det nye koncept på kortest tid. To varehuse har højere omsætning end os, men de har tilbudt konceptet til deres kunder i tre år, mens vi har været på banen i blot tre måneder, forklarer en særdeles tilfreds varehuschef, Christian Dam.

Kæmpe behov

– Vi har markedsført konceptet intensivt. Vi har vejledt vores kunder, og så må vi sige, at eksponering på Facebook bare har slået hovedet på sømmet. Rigtig, rigtig mange kunder har lært vores koncept at kende via de sociale medier, og vi kan tydeligt mærke, at der er et kæmpe behov og ønske om at handle hurtigt og effektivt uden at skulle bruge for meget tid i butikken. Vi kan da også konstatere, at de fleste bestillinger kommer ind efter butikkens lukketid, typisk mellem 20 og 23, hvor familien beslutter, hvad de skal have at spise til fødselsdagen, efter at børnene er komme i seng, siger Christian Dam.

På www.kvicklyhjorring.dk kan kunderne klikke ind og vælge imellem foreløbig tre menupunkter. De kan tilmelde sig varehusets mailklub, hvor de får spændende, lokale tilbud, lige som de kan følge med i, hvad weekend-menuerne indeholder. De kan klikke videre til varehusets side på Facebook, og så kan de med et enkelt klik få adgang til alle Bestil og Hent-tilbuddene i deres lokale varehus.

– Vi har særlige månedstilbud – det kan være et godt tilbud på en kæmpe pålægskagemand eller en fødselsdagskage. Det kan være en lækker brunchplatte til de to, der gerne vil hygge sig en søndag formiddag, rundstykker brød og kage eller et fiskehjul med en flaske hvidvin. Vi har netop tilføjet vores økologiske kasser med frugt og grønt og grøntsager, fortæller varehuschefen og tilføjer, at det i princippet er alle varehusets afdelinger, der byder ind med gode tilbud.

Alle afdelinger

– Delikatessen tilbyder således alt fra smørrebrød over osteplatter til pålægsfade. Hos slageren kan kunderne bl.a. bestille en festmenu til 16-18 personer eller en halv gris. Bageren byder for eksempel på flødekager, brunsviger eller sågar bryllupskage. Vinafdelingen klarer vinen til maden, og skulle lysten gå imod en Zacapa rom fra Guatemala efterfølgende, er det også en mulighed. Gavekurven til fødselsdagen eller receptionen kan desuden med fordel bestilles hjemmefra og hentes i varehuset.

Stort potentiale

– Jeg ser et stort potentiale i Bestil og Hent-konceptet. Vi har allerede udvidet med frugtkasser, og jeg kan sagtens forestille mig, at vi også på sigt vil kunne tilbyde eksempelvis måltidskasser og andre varer, som nemt og hurtigt kan bestilles hjemmefra og hentes i varehuset. Vores forventninger er høje, og i dag har omkring 25 af de 86 Kvickly-varehuse i Danmark tilmeldt sig konceptet, fortæller Christian Dam.