Ny varehuschef i Kvickly

Home/Ny varehuschef i Kvickly
Ny varehuschef i Kvickly 2017-03-06T20:45:49+00:00

Ny varehuschef i Kvickly kommer med friske idéer

Christian Dam kommer med helt nyt ledelsesteam og planer, der er lige så friske som varerne i køledisken

COOP har fokus på tre områder, hvor Kvickly skal differentiere sig fra kollegerne i branchen. Og den strategi passer fuldstændig perfekt til de planer, som Kvicklys nye varehuschef i METROPOL ShoppingCenter, Christian Dam, har.
– Jeg er nemlig kommet med et helt nyt ledelsesteam i skikkelse af ny slagter, ny nonfood-chef og ny souschef, og vi har præcis fokus på de tre parametre, som er slagter, bager og nonfood, og som COOP har udstukket, understreger Christian Dam, der glæder sig over at få en super god modtagelse af såvel de 75 medarbejdere som butikkens bestyrelse.

Alsidig uddannelse
Christian Dam stammer oprindeligt fra Skive og har gennemgået en alsidig uddannelse indenfor dagligvarebranchen. Han er udlært i Dansk Supermarked og har arbejdet hos Føtex i Skive, hos Føtex i Aalborg Øst og Føtex i Frederikshavn. Han bor i Frederikshavn sammen med sin kone, der er sygeplejerske, og parrets to børn på seks og tre år. For godt tre år siden tog han springet fra Dansk Supermarked til COOP, hvor han senest har været varehuschef i Kvickly i Hobro.

Drømmejob
– Jeg blev tilbudt stillingen som varehuschef i Hjørring gennem en intern rokade, og da Hjørring er mit drømmejob både i forhold til min private bopæl i Frederikshavn, og fordi jeg synes, at Kvickly i METROPOL ShoppingCenter er en rigtig fed butik med et godt ry og en god størrelse, så betænkte jeg mig ikke på at sige ja tak til tilbuddet, siger Christian Dam, der som varehuschef gerne må sætte sit eget fingeraftryk på butikken.
– Vi fører naturligvis Kvicklys basissortiment, men herudover har jeg bestemt tænkt mig at tilføre Kvickly i Hjørring en masse nyt, bl.a. i form af endnu flere lokalt producerede varer, som kunderne også efterspørger. I Kvickly lytter vi meget efter, hvad kunderne ønsker, og vi gør alt, hvad vi kan for at efterkomme ønskerne, fastslår Christian Dam.

Medlemsprogrammet
Den 1. oktober moderniserer Kvickly sit medlemsprogram, således at det velkendte røde medlemskort nu bliver digitalt og kan hentes som en del af en helt nyudviklet app til smartphone. Det betyder, at kunden vil få målrettede tilbud baseret på kundens indkøbsmønster. Kunden kan selv råde over opsparingen og derfor bestemme, om varen på båndet skal betales med opsparing eller med kontanter.
– Kvickly i Hjørring er lidt speciel i forhold til mange af vores kolleger i kæden, fordi vi er placeret i et center. Den placering skal vi bruge strategisk, fordi vi oplever en meget stor kundestrøm, som dagligt passerer ved vores butik, og ikke mindst bagerafdelingen og kiosken ligger jo helt ude i frontlinjen, hvor de besøgende kommer, gør Christian Dam opmærksom på og tilføjer, at der fra parkeringskælderen med tre timers gratis parkering går elevator direkte op til varehusets indgang.