Sexy Shapes

Home/Sexy Shapes
Sexy Shapes 2017-03-06T20:45:58+00:00

   

Hjælper til at finde den rigtige størrelse

Nu kan den fortravlede julemand endelig ånde lettet op. Når han i sidste øjeblik forpustet løber ind i undertøjsforretningen og forpint forsøger at finde præcis den størrelse, der passer fruen derhjemme, så hedder redningen Sexy Shapes. Med et lille kort fra Hunkemöller i lommen er det nemlig ingen sag at finde præcis den rigtige størrelse på bh’en.
– Rigtig mange af vores kunder har to kundekort, et almindeligt kort hvor deres størrelser er ført ind, og som de endda får rabat på ved køb, og så vores Sexy Shapes kort, som er tiltænkt manden. Her står størrelserne også, så han er fri for at forsøge sig frem med den traditionelle ”to håndfulde” eller ”lidt lige som dig”. Med Sexy Shapes er han sikker på at forære sin livsledsager en bh, der sidder helt perfekt, smiler butikschef i Hunkemöller, Pia W. Jensen.

Fire basismodeller
– Sexy Shapes er et system med fire basismodeller Plunge – Demi – Balcony – Full Cup, som er vejledende i forhold til den perfekte bh til kunden. Vi giver kunden et Sexy Shapes kort, som hun efterfølgende kan forære til manden.
Hunkemöller har sit udspring i Holland og har i dag ca. 2700 medarbejdere og omkring 600 butikker fordelt på 15 lande.
I Danmark ekspanderer Hunkemöller kraftigt, og planen er at udvide med 50 pct. indenfor de nærmeste par år.
På globalt plan er strategien at gå fra de nuværende 600 til 800 butikker inden udgangen af 2015.
I Nordjylland er der fire Hunkemöller-butikker. Foruden i ­METROPOL ShoppingCenter er der en butik i Frederikshavn og to i Aalborg, hhv. i midtbyen og i storcentret.

Ny elev
– Vi flyttede ind i METROPOL ShoppingCenter i foråret 2012, og vi er seks medarbejdere. Vi har netop ansat en ny elev. Hun hedder Lizette Hjortdal Jensen og kommer fra Hirtshals. Lizette har arbejdet i butikken som hjælpepige i et halvt års tid, så mange af kunderne kender hende allerede. Vores tidligere elev, Camilla Lind Jensen, er netop blevet færdigudlært og har fået arbejde som butiksassistent med opgaver i vores fire nordjyske butikker, fortæller Pia W. Jensen, der har en fortid hos SOLO i METROPOL ShoppingCenter.

Nye oplevelser
– Alle vores butikker er i princippet ens. Indretningen er den samme, uanset hvilken Hunkemöller man besøger. Men sortimentet kan sagtens variere. Således har vi et stort udvalg i badetøj, fordi vi ligger tæt på strandene i Løkken og Lønstrup. Ellers skal kunderne forvente nye oplevelser, nærmest hver gang de besøger os. Vi får nye fashion varer cirka hver tredje eller fjerde uge, og så bliver det meste af butikken dekoreret om. Vi flytter rundt og laver nye opsætninger, så det aldrig bliver kedeligt at besøge os.
– Vi har en basiskollektion, som vil være den samme hele året rundt, men her op mod jul, hvor det er højsæson for os, bliver den suppleret med to christmas-kollektioner inden jul, siger butikschefen, der glæder sig over, at Hunkemöller på relativt kort tid har oparbejdet en stor og fast kundekreds i Hjørring og omegn. Butikken besøges desuden af rigtig mange nordmænd og ikke mindst tyskere, som kender Hunkemöller som et stort mærke i Tyskland.

Online webbutik – hunkemoller.dk